Bandakademiets forløb i KarriereKanonen 2025 er et intenst og målrettet talentudviklingsforløb, som bygger på et megaton af gode og dårlige erfaringer igennem de sidste mange års arbejde med talentfulde kunstnere.
Forløbet bygger på Bandakademiets metode Ready. Aim. Fire og tilgang; 360 graders-talentudvikling, der både fokuserer på, hvordan det lyder, hvordan man tjener penge, og hvordan man bedst passer på sig selv undervejs.
Formålet med forløbet er;
· at inspirere kunstnere til at arbejde endnu mere målrettet med at udvikle deres musikkarriere og ultimativt hjælpe dem med at komme nogle solide skridt tættere på at indfri deres ambitioner drømme; Begge kommer i mange farver og former.
· at klæde kunstnere på til at begå sig i musikbranchen
· at hjælpe kunstnerne med at opbygge professionelle og bæredygtige netværk og fællesskaber til fremtiden.
FORLØBETS 3 FASER
Bandakademiets forløb er inddelt i 3 faser. Aktiviteterne i de 3 faser er både fælles og individuelle. Aktiviteterne folder sig ud under overskrifterne: Musikbranchen, Karriereveje og Strategier, Mental styrke & Træning, Live & Stage, Kunstnerfortælling & Medietræning, Sangskrivning & Produktion, Karriererådgivning & Sparring.
FASE 1 er for alle 10 udvalgte kunstnere og er uafhængig af, hvor langt kunstnerne kommer i konkurrence sporet af KarriereKanonen. Det er den mest omfattende og intensive af de 3 faser. Den strækker sig i hele perioden fra kunstnerne får at vide, de er en del af KarriereKanonen og indtil finalen 25. juni.
FASE 2 er kun for de fem finalister og består af to ekstra aktiviteter, målrettet forberedelser til finalen i juni
Fase 3 er kun for de 2 vindere. Den starter efter finalen og slutter omkring nytår og består af et skræddersyet karriereforløb og en efterskole tour, som ROSA står bag.
Om KarriereKanonen
· KarriereKanonen er et talentprojekt og en konkurrence for nye danske musiktalenter.
· Hvert år udvælger KarriereKanonens jury ti navne med et særligt talent, som har uploadet musik til dr.dk/kanon.
· De udvalgte gennemgår et talentudviklingsforløb og bliver efter en semifinalekoncert kogt ned til fem finalister.
· De fem finalister bliver til to vindere ved et afsluttende finalshow
· Tidligere vindere tæller blandt andre The Minds of 99, Pil, Patina, Marcus.wav, Ussel, Dillistone, Katinka og Marie Key.
· Juryen består af repræsentanter fra DR P3, Bandakademiet og den danske musikbranche.
· KarriereKanonen er et samarbejde mellem DR og Bandakademiet.
Bandakademiet i Roskilde har været samarbejdspartner med DR i KarriereKanonen siden 2009, og er en uafhængig talentudviklingsorganisation som kommer med egne penge og håndplukket ekspertise og som er ansvarlige for talentudviklingsforløbet i Karrierekanonen.