Q&A

Foto: Pressefoto

 
 

Praktiske spørgsmål

Hvor meget tid skal jeg bruge på forløbet?

Vi ved, at man som kunstner ofte har andet arbejde eller andre forpligtelser, og derfor er det ikke et fuldtidsforløb, for du skal have tid til det hele.

Forløbet varer fra februar 2026 til september 2026. Der er ingen aktiviteter i juli eller på helligdage.

Forvent at bruge cirka en halv til en hel arbejdsdag på forløbet om ugen i gennemsnit - fordelt på hele og halve dage og weekender, som foregår både online og fysisk.

Det indebærer tre hele weekender (en kick-off weekend, en sangskrivningscamp og en performance-weekend), ni hele dage heraf to søndage. Derudover er der eftermiddags-/aftenworkshops og løbende 1:1-mentorsamtaler, brancherådgivningssamtaler, peer-to-peer-sparring og gruppesessions - som kan foregå online eller fysisk.

Hvordan er programmet bygget op - hvor ofte mødes man?

Du kan se tidsplanen for Karriereprogrammet lige her.

Hvad kræver programmet af mig?

Programmet kræver din tid, dit engagement og din åbenhed. Vi har fuld respekt for, at du har et professionelt virke, men der er lagt mange ressourcer og masser af tid i at udvikle det bedste program til dig.

Til gengæld forventer vi, at du kan deltage i alle eller i hovedparten af programmets aktiviteter. Vi forventer også, at du er åben og nysgerrig. Vi forventer din dedikation og engagement igennem forløbet - og vi forventer en gennemgående professionel indstilling. Det betyder, at man kommer til tiden, melder afbud i god tid og svarer på mails og henvendelser.

For at fællesskaber skal fungere, og programmet skal få det ønskede output, forventer vi, at alle deltagere prioriterer forløbet.

Hvad koster det at deltage?

Der er intet deltagergebyr i 2026. Det er et gratis forløb med ressourcer skræddersyet til dig som artist.

Hvor foregår forløbet rent fysisk? Kan jeg deltage, selv om jeg ikke bor på Sjælland? 

Vi opfordrer deltagere i hele landet til at ansøge. De fleste workshops er i København eller Roskilde, og der er også online aktiviteter. Er der mange deltagere fra for eksempel Jylland, vil vi forsøge at holde enkelte workshops her.

Hvordan foregår udvælgelsen af deltagere?

Vi ved, at de fleste af dem, der søger, er kvalificerede til karriereprogrammet, men vi har desværre kun plads til 6-10 kunstnere i 2026.

I sammensætningen af deltagere prøver vi at sikre, at alle har nogenlunde samme niveau, og at sammensætningen bliver så bred som mulig inden for for eksempel genre, baggrund og alder.

Udvælgelsen foretages af et panel af erfarne, musikfaglige mennesker med baggrund i musikorganisationer, management, labels, live osv. Panelet har erfaring med talent- og karriereudvælgelse og vurderer ansøgningerne ud fra både kunstnerisk og kommercielt potentiale inden for den genre, man bevæger sig. De vurderer også engagement, og om ansøgeren passer til programmets format.

Næste skridt efter den skriftlige ansøgning er en individuel samtale. Det er mere en forventningsafstemning, end det er en egentlig samtale, men vi indkalder flere ansøgere til samtale, end der er plads til.

Alle ansøgere får besked, om de er gået videre til samtale eller ej senest den 12. januar 2026.

Der er optagelsessamtaler 26-28. januar 2026.

Den 2. februar 2026 får alle, der har været til samtale, besked på, om de er optaget på forløbet.

Hvad skal jeg sende med i min ansøgning?

Du skal svare på alle spørgsmål i vores ansøgningsskema, som du finder lige her, hvor du blandt andet skal sende din musik med og beskrive den.

Hvor mange bliver optaget?

Vi optager mellem 6-10 deltagere i 2026.

Hvad sker der, hvis jeg ikke bliver udvalgt? Kan jeg søge igen?

Alle får besked, om de er gået videre til samtaler. Vi kommer ikke til at give feedback eller svar på, hvorfor man ikke er kommet med. Det har vi ikke ressourcer til. Man er meget velkommen til at søge igen i 2027. Her er karriereprogrammet desuden for flere og for alle køn.

Er der mulighed for individuel sparring og rådgivning undervejs?

Ja, der er individuel sparring og rådgivning undervejs - både fra projektledere, udefrakommende mentorer samt peer-to-peer samtaler med de andre deltagere.

Hvad sker der, når forløbet slutter? Er der et netværk bagefter?

Hvis interessen er der, samler vi et alumne-netværk af tidligere deltagere, som vil modtage relevante tilbud og information fremadrettet, og som bliver inviteret til udvalgte netværksarrangementer.

Kvalitet, indhold og niveau

Hvad får jeg konkret ud af at være med i programmet?

Du får et 9-måneders forløb, der kombinerer individuel sparring, mentorforløb, workshops og peer-to-peer-fællesskab.

Du udvikler en personlig karriereplan, får adgang til professionelle netværk, lærer at strukturere din økonomi, arbejder med personlig ledelse og strategi, får stage performance-træning, konstruktiv feedback på din musik, og du arbejder med mental styrke og trivsel, så du kan opbygge en bæredygtig karriere i musikbranchen.

Hvordan ved jeg, om jeg er på det rigtige niveau til programmet?

Vi har beskrevet nogle målgrupper, som vi forestiller os at se i programmet. Det kan du læse om lige HER.

Programmet er for dig, der allerede har skrevet eller udgivet egen musik, har spillet live og ønsker at tage næste skridt. Du er ikke ny i musikbranchen, men søger struktur, retning og professionelle redskaber til at udvikle din karriere. Du kan være midt i dit gennembrud eller klar til at genstarte karrieren på egne præmisser.

Hvad betyder det, at det er et eliteforløb?

Forløbet er et eliteforløb, men vi er ikke elitære. Det betyder, at det er et ambitiøst og professionelt forløb med rådgivere og instruktører på øverste hylde på højeste niveau i branchen. At det er et forløb for kunstnere, der tager deres karriere alvorligt, og som allerede har en vis eller har meget erfaring. Der stilles krav til deltagernes engagement, nysgerrighed og professionalisme. Vi tilbyder et trygt, men ambitiøst miljø, hvor vi forventer, at du vil udvikle dig og bruge det, du lærer, i praksis.

Hvilke mentorer og branchepersoner er tilknyttet?

Vi er i gang med at sammensætte holdet. Bandakademiets forløb plejer at benytte de mest relevante og professionelle kræfter i og uden for musikbranchen.

For eksempel inden for management, publishing, live, PR, jura og kunstnerisk udvikling. Blandt mentorerne er både erfarne producere, managers og musikere, som kender branchen indefra.

Vi henter kræfter i og uden for musikbranchen blandt andet fra vores samarbejdspartnere som blandt andet er MXD, DMF, Rosa, Tempi, JazzDanmark, DSA, Autor, FMB2019, DAF, KVINFO og DPA.

Hvordan adskiller programmet sig fra andre karriereprogrammer?

Vi kender ikke til andre karriereprogrammer som vores, der kigger hele vejen rundt om kunstnerne, som kombinerer kunstnerisk udvikling, karriere- og forretningsudvikling og ledelse, mental styrke og trivsel, som er for kunstnere på 25+, og som samtidig har en åben rekruttering.

Hvor mange talentprogrammer fokuserer på den tidlige fase af en kunstners udvikling og er for unge kunstnere eller rekrutterer uden open call, så er karriereprogrammet skabt til kunstnere over 25 år, der allerede har erfaring og vil tage det næste, professionelle skridt mod en bæredygtig karriere, og ansøgningsrunden er åben for alle i hele landet.

Derudover er programmet uafhængigt af kommercielle og politiske interesser. Vi skal ikke tjene penge på dig. Vi skal udelukkende hjælpe dig med at stå så stærkt så muligt i din karriere som kunstner. 

Er der fokus på både kunstnerisk, kommerciel og mental udvikling?

Ja, og det er netop kernen i karriereprogrammet. Vi arbejder med helheden: det kunstneriske udtryk, den forretningsmæssige forståelse og den mentale robusthed. Du lærer både at udvikle dit kunstneriske univers, forhandle dine aftaler og håndtere pres, så du kan skabe en karriere, der holder.

Hvilke resultater har tidligere deltagere opnået?

Bandakademiets Karriereprogram 2026 er det første af sin slags for Bandakademiet. I 2025 havde vi et pilotprojekt for fire deltagere, som er baggrunden for det forløb, vi nu kan tilbyde.

De fire første deltagere har været enormt glade for forløbet. 75 procent af deltagerne i pilotforløbet vurderede, at de efter programmet var klar til at tage næste skridt i deres karriere. Flere gik direkte fra idé til udgivelse, skabte nye samarbejder og fik bookingaftaler. Andre brugte forløbet til at finde en ny retning eller til at genstarte deres karriere med større selvtillid og fokus.

Karriereforløbet bygger oven på 20 års erfaringer og resultater fra vores andre forløb, hvor vi har været med til at give kunstnere som The Minds of 99, Pil, Katinka, Benjamin Hav, hun_sagde, Patina og mange flere en solid opstart af karrieren

Hvordan sikrer I kvaliteten af undervisningen og mentorerne?

Alle undervisere og mentorer udvælges ud fra dokumenteret erfaring og faglighed.

Bandakademiet har 20 års erfaring med talent- og karriereudvikling og arbejder løbende med evaluering, feedback og justering af indholdet. Hver deltager får desuden mulighed for individuel sparring med både mentorer og programledelse undervejs.

Barrierer og tvivlspunkter

Jeg er ikke kvinde – kan jeg så ikke søge?

Forløbet har i 2026 et særligt fokus på at sikre repræsentation for grupper, der historisk har haft sværere adgang til musikbranchen - herunder kvinder og kønsminoriteter. Så hvis du identificerer dig selv som kvinde eller en kønsminoritet, er du velkommen til at søge.

I 2027 er programmet for alle køn.

Det er ikke mangfoldigt at udelukke mænd - hvorfor gør I det?

Undersøgelser - senest Lyden af Mod fra KVINFO - viser markante strukturelle barrierer og forskelsbehandling i musikbranchen. Målet er ikke eksklusion, men lige adgang til muligheder. Lighed kræver i praksis nogle gange målrettet støtte til særlige målgrupper. Men fra 2027 er programmet for alle køn.

Jeg er autodidakt og ikke musikuddannet overhovedet - er jeg kvalificeret til at søge?

Absolut. Programmet vurderer talent, potentiale og vilje - ikke uddannelsespapirer. Mange af branchens mest markante stemmer er netop autodidakte. Vi ser det som en styrke, fordi det bringer nye perspektiver og erfaringer ind i fællesskabet.

Jeg har holdt pause fra musikken - er det relevant for mig at søge?

Ja! Programmet er også for dem, der vil genstarte deres karrierer efter en kortere eller længere pause. Pauser kan give nye erfaringer og en klarere kunstnerisk retning. Karriereprogrammet hjælper dig med at omsætte den energi til næste skridt.

Jeg har allerede udgivet musik - er det så for tidligt/sent for mig?

Nej, programmet favner begge dele. Nogle deltagere er på vej mod deres første store udgivelse, andre har flere bag sig, men ønsker strategisk sparring, nyt netværk eller en relancering. Det handler ikke om, hvor langt du er.

Jeg er introvert og har svært ved at netværke - hvordan passer jeg ind i forløbet?

Mange kreative mennesker trives bedst i ro frem for rampelys. Programmet bygger på tryghed, refleksion og fællesskab - ikke på at være udadvendt. Vi arbejder med forskellige måder at skabe relationer på, så alle kan finde en form, der passer til deres temperament.

Jeg har børn eller andet arbejde ved siden af - kan jeg stadig nå at være med?

Ja, vi ved, at et bæredygtigt arbejdsliv også skal rumme familieliv og fleksibilitet. Forløbet er planlagt, så du kan balancere det med andre forpligtelser. Flere tidligere deltagere har netop haft glæde af, at Bandakademiets Karriereprogram gav dem struktur og fokus midt i et travlt liv. Det vigtigste er, at du vil programmet og prioriterer det ud fra den virkelighed, du har.

Jeg frygter, at jeg ikke er ”god nok” - hvordan vurderer I talent og potentiale?

Vi ser efter kunstnerisk integritet, drivkraft og refleksion - ikke perfektion. Flere undersøgelser viser desværre, at mange - især kvinder og kønsminoriteter - undervurderer sig selv på grund af branchens bias. Vores vurdering handler derfor lige så meget om vilje, nysgerrighed og mod til udvikling, som det handler om at være “god nok”.

Jeg har oplevet diskrimination i branchen - hvordan sikrer I et trygt rum?

Tryghed er et grundprincip i Bandakademiet. Vi arbejder med klare rammer, forventningsafstemning og tavshedspligt, og vi har en anerkendende og systematisk tilgang til læring. Bandakademiet er en del af Musiklivets partnerskab for bæredygtig udvikling, og herunder er vi en del af kodeks for lige adgang, trivsel og branchestandard for trygge arbejdsfællesskaber.

Hvad hvis jeg ikke kan deltage i alle moduler - bliver jeg så sorteret fra?

Generelt forventer vi, at I kan deltage i alle eller hovedparten af programmets aktiviteter. Vi forventer, at I er åbne og nysgerrige. Vi forventer jeres dedikation og engagement igennem forløbet - og vi forventer en gennemgående professionel indstilling. Det betyder, at man kommer til tiden, melder afbud i god tid og svarer på mails og henvendelser. Vi forstår også, hvordan virkeligheden ser ud i et fleksibelt arbejdsliv. Hvis du kommunikerer klart om dine begrænsninger, vil vi sammen kigge på løsninger.