Nyt talentudviklingsforløb i samarbejde med SPOT Festival 2026
Foto: Tricia Yourkevich
Om Talentudviklingsforløb 2026
SPOT Festival og Bandakademiet går i 2026 sammen om et nyt talentudviklingsforløb, der sætter spotlight på nogle af de talentfulde debutanter, som skal optræde på scenerne til SPOT Festival i maj. Partnerskabet vil fra 2026 skabe rammerne for et talentforløb, hvor en showcase på SPOT Festival kombineres med et skræddersyet og professionelt udviklingsforløb.
Forløbet skal give udvalgte artister et mere solidt og langsigtet afsæt i musikbranchen gennem målrettet arbejde med kunstnerisk udvikling, karriere- og forretningsudvikling, mental trivsel som kunstner og med særlig fokus på træning af deres live performance.
Hvem henvender forløbet sig til?
Forløbet henvender sig til debuterende artister, der er booket til SPOT Festival, og som står i overgangen mellem tidlig synlighed og et mere professionelt virke. Det er artister, der har etableret et kunstnerisk udtryk, eller som genstarter deres karriere i et nyt set up, men som har lyst til at komme endnu længere og mere bæredygtigt videre i karrieren.
Der udvælges fem artister, som vurderes at kunne have særligt udbytte af et længerevarende udviklingsforløb. Udvælgelsen sker i dialog mellem Bandakademiet og SPOT Festival med fokus på kunstnerisk potentiale, udviklingsbehov og motivation for at indgå i forløbet.
Hvad indeholder forløbet?
Talentudviklingsforløbet varer 6+ måneder og kombinerer showcase på SPOT Festival 2026 med et kurateret udviklingsprogram. Forløbet består af målrettede aktiviteter inden for fem temaer med størst fokus på live og performance. Det er en blanding af fælles workshops, events og individuelle sessions.
Hver kunstner får tildelt en række individuelle sessions med dygtige mentorer, fem sessioner med en fagmentor med fokus på karrieren og tre sessions med en mental coach.
De 5 temaer, som aktiviteterne i forløbet omhandler, er:
Musik: Sangskrivningscamp og fokus på at omsætte musikken til et liveudtryk
Performance: Målrettet arbejde med liveoptræden - herunder sceneudtryk, formidling, setlister, bandkommunikation og kunstnerisk sammenhæng på scenen
Kommunikation: Arbejde med at skærpe sin kunstnerfortælling og omsætte den til en PR og SoMe-kampagne op mod SPOT
Karriere: Fokus på karriere og ledelse/selvledelse gennem dialog og sparring med fagpersoner og mentorer fra musikbranchen samt adgang til relevante netværk, herunder det netværk deltagerne selv skaber med hinanden. Hver kunstner får desuden tilknyttet en rådgiver efter eget valg, som rådgiver og sparrer med kunstneren i perioden
Mental styrke og trivsel: Oplæg og individuelle sessions med mental coach
Forløbet er tilrettelagt, så der arbejdes både målrettet frem mod deltagernes SPOT-showcase og videre efter festivalen.
Processen er:
Udvælgelse af deltagere i forløbet og indledende sparring
Forberedende arbejde med liveperformance, kunstnerisk fokus og fokus på karriere og kommunikation
Showcase på SPOT Festival
Opfølgende workshops, camp, individuel rådgivning og sparring
Afrunding og perspektivering mod næste skridt i karrieren
Hvad får deltagerne med sig?
Ambitionen er, at kunstnerne afslutter forløbet med styrkede kompetencer indenfor:
et stærkere live-set
en tydeligere kunstnerisk og professionel retning
øget forståelse for karriereopbygning og arbejdsliv i musikbranchen
relevante branchekontakter og sparring
redskaber til at arbejde mere bæredygtigt som kunstner
Ambition og perspektiv
Forløbet er udviklet som 360° tilbud, hvor der arbejdes med både det kunstneriske, det forretningsmæssige og det mentale og menneskelige aspekt af det at være kunstner.
Musikbranchen stiller i dag store krav til tempo, synlighed og selvledelse, og talentforløbet er tænkt som et rum for kvalificeret udvikling og fordybelse midt i de vilkår.
Talentforløbet gennemføres første gang i 2026 og er tænkt som en platform, der kan videreudvikles i dialog med flere aktører i musikbranchen over tid.