Music Maker

Music Maker er et seriøst talentudviklingstilbud til unge musiktalenter. Her handler det om at skrive og producere sin egen musik i samarbejde med nogle af Danmarks førende sangskrivere, musikere og producere. Projektet har til formål at løfte de unge talenter, uanset om de skriver musik sammen i bands, alene på guitar eller bruger computeren til at skabe musik.

Music Maker finder sted fire dage i efterårsferien, og deltagerne bliver udvalgt efter en ansøgningsrunde. Programmet veksler mellem workshops, inspirationsoplæg, møder med forbilleder og individuelle sessions. Målet med Music Makers er, at deltagerne skal blive endnu bedre til at skrive gode sange.

Forløbet bliver skræddersyet så både indhold og instruktører passer til deltagerne og deres behov. Music Maker blev gennemført for første gang i 2014 i Roskilde. Siden har navne som Tomas Høffding (WhoMadeWho, BonHomme), Bjørn Svin,  Michael Møller (Moi Caprice, The Mountains), Hannah Schneider, Christian Hjelm (Figurines), Troels Abrahamsen (Veto), Marie Fisker, Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine) og Chief1 været instruktører, coaches og oplægsholdere.

For at komme i betragtning skal man være mellem 18-30 år og have en vis erfaring med at skrive egen musik. Der er i udgangspunket plads til fem bands, fem solister og fem elektroniske musikere.

Music Maker er udviklet af Bandakademiet og arrangeret i samarbejde med Roskilde Gymnasium og Råstof Roskilde. Projektet er støttet af Roskilde Kommune og Kulturregion Midt og Vestsjælland.

 

Der åbnes for tilmeldinger i foråret. Hold øje her på hjemmesiden og på Facebook